De bedste perioder – vejr-tips

De bedste perioder - Vejr-tips til fangst af havbars

De bedste perioder – vejr-tips til fangst af havbars, er en artikel om de bedste vejrforhold at fiske under, når turen går til Vesterhavet efter havbars.

Man kan både fange havbars i solskinsvejr og overskyet vejr – med eller uden regn. Man kan også fange havbars morgen, middag og aften. Men nogle dage – i nogle perioder, på nogle tidspunkter af sommersæsonen, er det ikke helt ligegyldigt, hvornår man tager på “havbars-jagt”.

Jeg vil her dele mine bedste råd til, hvornår og under hvilke forhold havbarsene er at finde og fange nemmest.

De bedste perioder – vejr-tips til fangst af havbars – fiskeri fra land

Der er ingen tvivl om, at den tidlige sommer og efteråret er bedst, når man skal fange havbars fra land. På lavvands-fiskepladser, er fiskeriet mest givende i overskyet vejr – ellers morgen og aften. De fiskepladser, hvor vandet er dybt tæt under land, betyder vejret ikke altid så meget. Det samme gælder for tidspunktet på dagen.

Der er nogle undtagelser, da havbarsene er levende væsener og agerer derefter. De er desuden heller ikke altid indstillet efter et menneskes erfaringer, gætterier og teorier.

Er man rigtig heldig, støder man ind i enorme stimer. Når de er at finde i større eller helt store stimer, ryger alle regler ud til højre.
I havbars-stimens jagt på, eksempelvis en stime brisling, kan de endda komme helt ind og jage omkring en under vadefiskeri. De synes på det nærmeste ikke at ænse man er der. Alt man behøver at gøre i den situation er, at lave korte kast og nå at fange så mange man kan eller lyster. Når stimen bevæger sig videre, følger man bare med, hvis muligt…

De stadig varmere vejrforhold, ændrer fiskeriet efter havbars år efter år. I 2020 var det markant sværere at fange fiskene fra land flere steder, end året før. Ikke umuligt men generelt sværere. Især under højsommeren. Det betød at flere lystfiskere blev nødsaget til, at fiske fra båd, pontonbåd, kajak eller flydering for at komme ud til havbarsene, som i 2020 var længere ude end normalt.

Se denne video med fangster fra oppustelig kajak og popper: Video…

Vejr-tips til fiskeri fra båd, flydering eller kajak m.m.

Vestkysten er lunefuld. Derfor skal man naturligvis altid holde godt øje med, en eventual chance for et vejrskifte til det værre. Er man ude i flydering, kajak eller pontonbåd, er det ofte en god ide, at være flere afsted sammen.

Vejret i forhold til fiskeriet, betyder ikke altid så meget for dem der fisker ude på vandet, som hos dem der fisker fra land. Der er dog ingen tvivl om, at overskyet vejr oftest giver flere havbars. Igen er der også undtagelser her. Nogle dage kan man i høj solskin finde områder med mange stimer, selv i lavvandede områder.

Med de mange vejr-ændringer er det altid svært, at forudsige næste års havbarsfiskeri, men indtil videre ser det ud som om, at det ovenstående er værd at gå ud fra.

Havne, store rev, samt områder med mange tangplanter, kan ofte holde havbars uanset vind og vejrforhold. Men… Ligesom hos de fleste andre fiskearter i Danmark, er her trods det, også variabler som mennesket ikke kan forudsige eller kontrollere.

/Jari – Lystfiskeri Danmark


Læs også om de nyttige tips til fiskeriet fra flydering, og pontonbåd m.m. her: Havbarsfiskeri fra flydering og pontonbåd…