Hamborg

En stor havbars fra Hamborg fanget fra land af Jari.

Hamborg er en af de bedre fiskepladser til fangst af havbars. Det er dog ikke den nemmeste plads at affiske fra land. Tangplanterne står højt og lukker af for det meste af strækningen. Er man derimod i flydering eller andet, så er alle muligheder åbne. Man kan dog være heldig at fange havbars fra land, de få steder der er huller, som det var tilfældet for mig. Havbarsen i billedet vejede 4,3 kg. og blev fanget tæt op ad den lille, enlige  høfde der er på stranden. Udover den, har jeg fanget langt de fleste havbars på denne fiskeplads fra oppustelig kajak.

Se en video med fiskeri fra kajakken derfra her: Havbars en masse…

Pladsen byder også på spændende multefiskeri imellem tangplanterne. Desværre er der efterhånden også en del UV. jægere i området, hvilket gør, at havbarsene i perioder med mange jægere, stiller sig imellem tangplanterne eller trækker langt ud – og besværliggør fiskeriet for de lystfiskere der måtte besøge pladsen. UV- jagt er en spændende form for jagt i mine øjne, men den måde det kan påvirke en fiskeplads på, er jeg ikke så glad for.

Fiskeriet efter havbars ved Hamborg

Når jeg sejler ud har jeg altid et anker med. Når havbarsene for alvor er inde på fiskepladsen, er det vigtigt at kunne blive ved dem, frem for at  blive taget af vinden til et andet sted. Jeg fisker både med poppere samt blink i sølvfarve. Det virker hver gang. Når der er mange havbars inde på fiskepladsen, kan det også være sjovt at benytte fluestangen.

Fiskene står ofte over tangbælterne længere ude og er ligeledes til at fange langs kanten af det højtstående strengetang.

Er man til afslappet fiskeri, kan man benytte brisling på en trekrog eller enkeltkrog og så en prop. Sæt ankeret, nyd hyggen og vent på den første eller næste havbars.

Læs også denne artikel om fiskeri efter havbars fra flydering eller pontonbåd: Klik her…

Jeg vil klart anbefale fiskeriet med poppere i skumringstiden. Kragh´s Fiskeriartikler, en butik tæt på Fjerritslev og flere gode havbars-fiskepladser, har en stort udvalg i netop disse. Se butikken her: Krag´s…

God fornøjelse

/Jari

Parkering: Landingspladsen…